I den nordiske mytologi stammer vinden fra den store ørn kaldet Hraesvelg “Hræsvelgr” (ligsnegl), som sidder i den nordlige ende af himlen. Når Hraesvelg slår med sine vinger for at lette på en flyvetur, skaber ørnen en enorm mængde vind fra sine enorme vinger.
Hans placering omtales som himlen i Snorri Sturlusons Prosa Edda. Snorri indføjede undertiden sin kristne tro i sine skrifter, og derfor skal ordet himmel sandsynligvis forstås som Asgårds rige.
Odin, som er nysgerrig og altid ivrig efter at lære, rejste rundt forklædt som en mand ved navn Gangleri, da han mødte den kloge jötunn Vafþrúðnir. Under deres samtale fortalte Vafþrúðnir ham om vindens oprindelse.
Hraesvelg, kaldes han, som sidder ved himlens ende, en kæmpe i ørneform. Fra hans vinger, siges det, at vindene blæser over alle mennesker”. – Gylfaginning
Mens Njord er portrætteret som en gud, der er forbundet med vindene, er det denne ørneformede jötunn, der er vindens ophav i den nordiske mytologi.
Kilder:
