Helm of Awe, Aegishjalmur, eller Rædselshjelmen (oldnordisk: Ægishjálmr) er nok et af de mest kendte islandske symboler, og ifølge nordisk overlevering vil enhver, der bærer dette symbol i kamp, være beskyttet mod skader.
I denne artikel vil vi undersøge helm of awe‘s oprindelse, og jeg vil grave i mytologiske og akademiske kilder. Jeg vil vise dig min tilgang til at finde dens oprindelse, og jeg håber, at du vil forlade denne side mere oplyst.
Aegishjalmur kan findes i grimoires, der også kaldes bøger med trylleformularer eller magibøger. I modsætning til hvordan vikingerne er blevet portrætteret i populærlitteraturen, var brugen af magi faktisk en stor del af den nordiske religion.
Det var kvinderne, som ifølge vores nuværende forståelse var de religiøse ledere, og derfor blev magi mest praktiseret af kvinder. Men der er også masser af eksempler på, at mænd brugte magi i de nordiske sagaer.
Helm of awe er en stav, en runeformel, og de blev udskåret eller malet på genstande, for at de kunne få virkning. Disse genstande kunne være søjler, barkstykker, knogler, jord eller endda dele af kroppen.
Det er tvivlsomt, at disse runer blev skrevet ned i bøger i vikingetiden, og hvis de blev skrevet ned, ville det højst sandsynligt have været på dyrehud eller bark, som ville forfalde. Bøger begyndte ikke at dukke op, før papir blev mere tilgængeligt, og mange af disse magiske bøger blev sandsynligvis forvandlet til aske i frygtens flammer i den mørke tidsalder.
Det ældste vidnesbyrd om symbolet, som vi kender til, er i digtet Fáfnismál fra den Poetiske Edda.
I Fáfnismál, strofe 16, står der skrevet: Jeg bar skræmmerens hjelm, Ægishjálmr, blandt mennesker, mens jeg lagde mig på skatte. Jeg troede mig stærkere end alle, jeg mødte ikke mange mænd. – Oversættelse af Dr. Jackson Crawford.
Denne strofe fortæller os, at der fandtes noget, der hed Helm of Awe, som ikke blot styrkede bærerens selvtillid, men også fik dem til at føle sig utroligt stærke “Jeg troede, at jeg var stærkere end alle andre”. Det skal siges, at selv om navnet Ægishjálmr nævnes, findes der ingen afbildning af symbolet i denne eller nogen af de nordiske sagaer.
Helm of Awe kunne have været en rigtig hjelm, for Sigurd, som besejrede Fafnir og tog skatten, tog også hjelmen som en del af skatten.
Jeg vil også gerne påpege, at Dr. Jackson Crawford har sagt, og jeg citerer: “Det ser ud til at være en slags fysisk hjelm, og alligevel er det, der i dag er berømt under navnet Ægishjálmr, ikke en slags fysisk hjelm, som man sætter på hovedet, men et symbol, der stammer fra et meget senere manuskript.”
Dette manuskript hedder Lbs 143 8vo, og det blev udarbejdet i midten af 1600-tallet. Symbolet Ægishjálmr er afbildet på side 11r, hvor det er beskrevet som.
“Aegishjalmur, det skal laves i bly og trykkes på ens pande, når en mand har en forventning om, at han kan møde sin fjende, og du vil besejre ham.” – Oversættelse af Dr. Jackson Crawford.
Der findes også andre manuskripter, f.eks. manuskriptet AM 434 a eller den islandske bog om mørk magi fra 1500-tallet, som både har en beskrivelse og et billede af symbolet. Jeg vil ikke gå i detaljer om disse, da de er stærkt blandet med kristendommen. Men jeg vil påpege, at dette er endnu et eksempel på kulturernes sammenblanding. Mange mennesker var hedninge længe efter vikingetidens afslutning, og det tog generationer at omvende dem.
Mange af disse runeformularer blev senere brugt i Huld-manuskriptet, som nok er den mest kendte samling af formularer, fordi der blandt dem findes det berømte Vegvisir-symbol. Jeg har allerede lavet en artikel om Vegvisirs oprindelse, så jeg vil ikke gå mere i detaljer om dette symbol.
Her vil jeg gerne præsentere dig for professor Stephen Edred Flowers, som er en anerkendt forsker, runolog, tilhænger af Ásatrú og forfatter til snesevis af bøger, f.eks. bogen Icelandic Magic: Practical Secrets of the Northern Grimoires, som jeg har brugt meget til den følgende del af artiklen, og en bog, som jeg varmt kan anbefale.
Ifølge Stephen E. Flowers, “Det ser ud til at være blevet symboliseret som en egentlig hjelm; men oprindeligt betød det blot “dække”, hvilket er den ældste betydning af ordet “hjelm”. Derfor ville hele formlen betyde en “tildækning af ærefrygt eller skræk”.
“Den første del af ordet ægis- (possessiv form af ægir, “rædsel”) er afledt af proto-indoeuropæisk ‘agh-es> proto-germansk ‘egis- > gotisk aigis > gammeldansk egesa og ege (deraf vores moderne “ærefrygt”), og > ON agi, der alle betyder rædsel. Stavemåden regir kan forklares som et ablaut, llgir >’6gir >’regir (i senere protogermansk).” – Stephen E. Flowers. (Galdrabók, s 122)
Det er meget interessant, at det kan ses som en beklædning, og det giver også meget mere mening, for hvorfor skulle en slange bære en hjelm som beskyttelse? Slangens skæl er en rustning i sig selv.
“Denne Helm of Awe var oprindeligt en slags kugle af magisk kraft til at skabe frygt hos fjenden. Den var forbundet med slangernes evne til at lamme deres bytte, før de slog til (derfor forbindelsen med Fafnir).” – Stephen E. Flowers. (Galdrabók, s 122)
Aegishjalmur er en trylleformular
Vi skal muligvis stoppe med at tænke på Aegishjalmur som et symbol, der blot skal tegnes på panden, for det er mere end det, det er en trylleformular, der kan bruges som beskyttelse.
Ifølge Stephen E. Flowers “beskytter symbolet ikke kun bærerens hoved, men i stedet beskytter det hele væsenet”. Dette kan opnås ved hjælp af to forskellige metoder subjektivt eller objektivt.”
Lad mig tegne et visuelt billede for dig. Hvis trylleformularen er subjektiv, vil den beskytte bæreren med et magisk skjold. Ligesom da Gandalf i Ringenes Herre kæmpede mod dæmonen Balrog på Khazad-Dûms bro. Han forhindrede dæmonen i at passere broen ved at kaste et hvidt skjold, der beskyttede ham mod at blive ramt af flammesværdet.
Hvis trylleformularen er objektiv, fungerer den som en forvandlingsformular, ligesom da dværgen Fafnir forvandlede sig selv til en slange/drage for at beskytte sin skat.
Er det virkelig bare et tilfælde, at ordet Ægishjalmr er nævnt i Fáfnismál, og at der findes en afbildning af et symbol med en lignende beskrivelse, som faktisk kunne passe til beskrivelsen i sagaen? Selvfølgelig skal vi huske, at der stadig var omkring 300 år mellem udgivelsen af de to bøger, men det får en til at undre sig, ikke sandt?
Der er en kilde, som jeg gerne vil lægge på bordet, og en kilde, som jeg ikke har set andre bruge i forbindelse med ærefrygtets ror, og det er Gallehus’ gyldne horn, som blev fundet i Danmark. Disse to guldhorn er blevet dateret til det tidlige 5. århundrede (400 e.Kr.), hvilket er inden for den germanske jernalder og før vikingetiden.
Det interessante ved disse gyldne horn i denne sammenhæng er symbolerne. Jeg vil ikke gennemgå det hele, da jeg allerede har lavet en artikel om Gallehus’ gyldne horn, så vi vil kun fokusere på et bestemt symbol, som er placeret øverst på det ene af hornene.
Da jeg så dette symbol første gang, tænkte jeg: “Ved Odins skæg, det har jeg set før. Det ser måske ikke helt identisk ud med det, der er afbildet i magibogen (Galdrabók), men symbolet kan have udviklet sig gennem årtusinderne.
En populær kilde, der ofte bruges i forbindelse med germansk hedenskab og til at forklare oprindelsen af disse runebedannelser, er Salomons nøgler. Der kan være en vis sandhed i det, men hvis en af disse nøgler kan fortolkes som ærefrygtets hjelm, samtidig med at den kun har et lignende udseende, så kunne det samme også siges om afbildningen på guldhornet.
Jeg vil gerne påpege, at når vi tænker på symbolet, forestiller vi os det altid med otte arme, der strækker sig udad fra midten. Denne måde at afbilde symbolet på er blevet ret almindelig og kan findes i de fleste, hvis ikke alle butikker, der sælger vikingeinspirerede smykker.
Men ifølge Stephen Flowers findes der forskellige versioner af dette symbol. Det kan bestå af fire, seks eller otte arme med andre symboler langs armene. Antallet af arme og formen på Aegishjalmur afhænger af, hvilket magisk rum tryllekunstneren ønsker at blive modelleret.
“Den ottearmede ærefrygt er en henvisning til de fire kardinalretninger og fire lodrette verdener langs en akse både over og under emnet, som det opfattes overalt i rummet. De to indre verdener på den lodrette akse er både over og under subjektet, men de to ydre verdener på den lodrette pol befinder sig faktisk i en anden dimension af tid og rum: de svarer til det rige, hvorfra begivenhederne udspringer, og det rige, hvor transformationer finder sted.”
“Det er klart, at antallet af arme på en hjelm giver en indikation af den måde, hvorpå det magiske rum er modelleret: typisk har hjelmene otte, seks eller fire arme. Otte arme henviser til de otte opdelinger af himlen og jorden (ættir); seks arme henviser til de fire kardinalpunkter og en lodret akse; mens fire arme henviser til kardinalpunkterne i det jordiske univers. Der er dog mange flere konfigurationer mulige.” – Stephen E. Flowers. (Islandsk magi: Praktiske hemmeligheder fra de nordiske grimoires, s 76)
Hvis vi ser på de gyldne horn igen, kan vi se, at der kun er ét symbol, der ligner Helm of Awe, men det er klart anderledes end de andre, det skiller sig ud. Dets placering er også meget interessant, nemlig lige ved siden af to krigere med trukne våben.
Ifølge forskeren Finn Rasmussen er det en afbildning af den germanske himmel. De to figurer med horn er guddommelige tvillinger. Den til venstre er livets og vækstens gud, som er symboliseret med ringen, der symboliserer livets cirkel, og en stav, der symboliserer en genstand, der kan genoplive væsener. Tvillingen har også et spyd i hånden, som symboliserer styrke og mod.
Den guddommelige tvilling til højre er dødens og høstens Gud, som symboliseres af seglen. Det får mig til at tænke på, om den grådige høker, som er blevet afbildet mange gange i kristendommen, har sine rødder i den germanske hedenskab. Tvillingen har også en stok i venstre hånd for at lede folk gennem dødsriget.
Jeg har tænkt over denne del af hornet i et stykke tid, og er det muligt, at dette er en skildring af et ritual udført af religiøse ledere? Som kastede runeforbandelsen på deres krigere før et slag? Vi har fundet hjelme der ligner, disse er blevet dateret til bronzealderen 1700 f.Kr. – 500 f.Kr. og de er fundet ved Veksø på Sjælland i Danmark.
En anden tanke, jeg har haft, og jeg vil bare præcisere, at jeg ikke ryger nogen form for urter, men kunne de være en skildring af mellemdimensionale væsener, der på en eller anden måde er relateret til brugen af magi? Som jeg sagde tidligere, kan trylleformularen også udvides objektivt til at beskytte magikerens omgivelser, f.eks. grupper af mennesker.
“Det, der gør dette symbol til et særligt kraftfuldt “magisk kort”, er, at det forbinder det subjektive og det objektive univers på en syntetisk måde, hvilket giver magikerens indre vilje en høj grad af indflydelse på det objektive univers, fordi begge områder klart ses som en del af den samme helhed.” – Stephen E. Flowers. (Islandsk magi: Praktiske hemmeligheder fra de nordiske grimoires, s 74)
Dette kan illustreres med en todimensional tegning, hvor det objektive univers er tryllekunstnerens omgivelser. Det subjektive univers er tryllekunstnerens sjæl og sind, og i kernen er målet eller hensigten med magien. Ifølge Steven Flowers kan disse zoner justeres på baggrund af empiriske resultater af magiske eksperimenter.
“Ved at kaste en Aegishjalmur skal tryllekunstneren forestille sig tegnets arme som kraftstrømme, der udgår fra kernen af hans væsen og flyder både udad og indad – de beskyttes kraftfuldt og forbliver stabile, modtages kraftfuldt eller blokeres, omdirigeres eller cirkuleres, alt efter hvad tegnet bestemmer. Igen er det afgørende, at tegnet ikke er todimensionalt, men eksisterer i mindst fire dimensioner.” – Stephen E. Flowers. (Islandsk magi: Praktiske hemmeligheder fra de nordiske grimoires, s 75)
Dette viser tydeligt, at magi ikke bare kan udføres af hvem som helst, personen skal have en næsten åndelig forbindelse og være sikker på det. Dette følelsesmæssige aspekt kan forklare, hvorfor det for det meste var kvinder, der ikke blot var samfundets religiøse ledere, men også oftere en person, der udøvede magi.
For at en besværgelse kan blive kastet med succes, er det sandsynligvis nødvendigt, at følelserne skal være kontrolleret, fokuseret og styret af kraften, og nogen kan ikke bare tage en bog og begynde at kaste runeformler, personen skal have en indre ro og være i kontrol med sig selv, hvilket kun kommer med meditation.
I modsætning til, hvad nogle mennesker måske tror, bruges meditation ikke kun i religioner som hinduisme og buddhisme, men det blev også praktiseret inden for den germanske hedenskab. Så når nogle vestlige mennesker føler, at de har mere til fælles med buddhismen, rækker de faktisk bare tilbage til deres egne hedenske rødder.
Aegishjalmur er kombineret af runer
Hvis vi ser nærmere på symbolet, så er Aegishjalmur angiveligt blevet lavet ved at bruge Z-runer som våben – (Galdrabók, s 122). Denne rune kaldes Algiz og er en del af det runiske alfabet Elder Futhark, dens translitteration er bogstavet “z”. Denne rune er også en del af det runiske alfabet Younger Futhark, hvor den hedder Yr, her er translitterationen dog bogstavet “R”. Denne rune er forbundet med beskyttelse og sejr over ens fjender, hvilket højst sandsynligt er grunden til, at den blev brugt til dette symbol.
Langs armen er Isa-runen, som også optræder i begge de to runealfabeter. Translitterationen af denne rune er bogstavet “i”, og betydningen af Isa-runen er is.
Det er naturligvis svært at vide, om det rent faktisk er Isa-runen langs dens arme, men hvis det er, er det ret interessant. Brugen af denne rune kunne forstås som at æreshjelmen blev hærdet med isens styrke. Is kan være et utroligt hårdt og modstandsdygtigt element, som kan være næsten umuligt at bryde uden de rette værktøjer. Derfor ville det give mening, at de gamle tænkte på is som værende ubrydelig og derfor brugte den som en del af et magisk skjold.
Kunne det betyde, at ærefrygthjelmen er et magisk skjold, der består af is, og en besværgelse, der subjektivt kastes for at beskytte bæreren og hans omgivelser, og var det i virkeligheden en runebedrift, der blev brugt i forbindelse med at modstå voldelige møder? Samtidig med at man stadig var i stand til at kæmpe tilbage og besejre fjenden?
Har den et solkors?
Jeg vil gerne indsætte en af mine egne spekulationer, efter min mening ligner midten af symbolet meget solkorset. Hvilket er et meget gammelt symbol, der kan ses i mange kulturer, men er det muligt, at solkorset kunne have haft flere linjer, f.eks. for at opdele året i datoer, der på en eller anden måde kunne have været vigtige?
Er det muligt, at Aegishjalmur har solkorset i midten? Jeg har ikke set andre skrive om det, men det var bare en tanke, der strejfede mig.
Disse billeder på stenene er fundet mange steder i Skandinavien, og de stammer helt tilbage fra bronzealderen. Alle er enige om, at det er et solkors/solhjul, så hvis det repræsenterede solen, hvad pokker er det så? Jeg mener, det ligner jo en tidlig afbildning af ærefrygtens rorgænger, eller er det min fantasi der løber løbsk?
Alle disse billeder stammer fra helleristninger i Tanum i Sverige, og de er blevet dateret til bronzealderen (1800 f.Kr. – 500 f.Kr.). Dette billede forestiller angiveligt to kvinder og et solkors/solhjul. Det er også afbildet over to krigere i noget, der ser ud til at være en kampscene. Det kan selvfølgelig også bare være solen, jeg konkluderer ikke noget, jeg syntes bare, det var interessant.
Den nøjagtige alder af Aegishjalmur er ukendt, men at hævde, at den ikke har nogen forbindelse til vikingetiden, selv om der er lignende symboler, og at navnet er det samme som afbildningen i bogen fra 1600-tallet, er efter min mening lidt latterligt.
Der er tydeligvis en form for forbindelse gennem hundreder af år, og måske endda helt tilbage til forhistorisk tid, hvor folk ridsede deres dagligdag ind i stenene. Jeg tror, at der stadig er meget forskning, der kan udføres i forbindelse med dette symbol, og jeg tror, at der stadig er meget at opdage.
Akademisk og mytologisk forskning er vigtig, men vi må ikke glemme at se på de filosofiske og åndelige aspekter. Hvis vi tager alting bogstaveligt og ikke prøver at tænke ud af boksen, vil vi måske aldrig forstå, hvordan de gamle mennesker tænkte.
Dette er ikke et nøjagtigt svar på oprindelsen af Aegishjalmur “Helm of Awe”, men det har aldrig været min hensigt at gå denne vej gennem tiden. Hensigten var en udforskning og at gøre dig mere oplyst om, at alting måske ikke altid er som det ser ud, og at der tydeligvis er mere bag dette symbol, end vi ved.
Kilder:
The Galdrabók, March 3, 2011, by Stephen E Flowers.
Icelandic Magic: Practical Secrets of the Northern Grimoires, 2016, by Stephen E Flowers.
Huld Manuscript of Galdrastafir Witchcraft Magic Symbols and Runes – English Translation
